Kontrol med regeringen

Hvor grundloven nøje beskriver Folketingets arbejdsgang for behandling af lovforslag, er Folketingets kontrol med regeringen ikke fastlagt på samme direkte måde. Kontrollen hviler i stedet på det parlamentariske princip, som betyder, at en regering skal gå af eller udskrive valg, hvis Folketinget udtrykker sin mistillid til statsministeren. I praksis er det nu uhyre sjældent, at Folketinget bruger denne mulighed.

Ministrene svarer tilsammen på flere end 15.000 spørgsmål årligt fra folketingsmedlemmer og udvalg.

Parlamentarismen har dog stadig en indirekte betydning for det politiske magtforhold mellem regeringen og Folketinget. For at bevare regeringsmagten må regeringen nemlig føre en politik, der i hovedtræk bliver støttet af et flertal i Folketinget. Samtidig gør Folketinget sit til at kontrollere, at regeringen rent faktisk fører en sådan politik.  

Kontrol gennem spørgsmål

En af metoderne, Folketinget har til at udøve kontrol med regeringen, er at stille spørgsmål til ministrene. Tilsammen får ministrene stillet flere end 15.000 spørgsmål om året, primært om aktuelle sager og problemstillinger. Spørgsmålene kan i et vist omfang indeholde en markering af spørgerens egen mening om det, der bliver spurgt om. Folketingets kontrol – eller den parlamentariske kontrol, som den også kaldes – bruges nemlig også til at markere politiske standpunkter og uenigheder.

Spørgetime og spørgetid

Folketinget har forskellige muligheder for at stille spørgsmål til ministrene. En af dem er at stille skriftlige spørgsmål og bede om, at de besvares enten mundtligt eller skriftligt. Disse spørgsmål kaldes § 20-spørgsmål på folketingssprog, fordi de er nævnt i forretningsordenens § 20. De skriftlige besvarelser sendes frem løbende, mens mundtlige besvarelser gives kort i den ugentlige spørgetid i Folketingssalen om onsdagen. Medlemmerne kan også stille "uforberedte spørgsmål", hvor ministrene skal svare på spørgsmål, som de ikke kender ordlyden af på forhånd. Det foregår i spørgetimen, som også finder sted om onsdagen. Spørgetimen er indført for at styrke den politiske debat i Folketinget. 

Forespørgslen – den brede politiske debat

Forespørgsler finder sted, hvis et eller flere medlemmer af Folketinget ønsker at drøfte et samfundsmæssigt problem og få en forklaring fra en eller flere ministre. Forespørgsler bruges primært til at skabe debat om brede politiske emner af mere generel karakter. En forespørgselsdebat varer oftest flere timer afhængigt af talelysten hos medlemmerne. Der er typisk 40-60 forespørgsler om året.  

Fra mild kritik til mistillidsvotum

Som afslutning på en forespørgselsdebat kan Folketinget træffe en beslutning om det emne, der har været til debat. Det kaldes for ’forslag til vedtagelse’ og kan være alt fra at komme med en opfordring eller at give udtryk for kritik til ligefrem at stille et mistillidsvotum til regeringen, som herefter må gå af. Den sidste mulighed har dog meget sjældent været  brugt. Hvis det trækker op til kritik, kan regeringspartierne som modtræk stille en ’afværgevedtagelse’, som giver udtryk for tilfredshed eller alene en meget mild kritik.  

Ministre i samråd

Endelig kan Folketingets kontrol med regeringen også foregå i Folketingets 25 udvalg. For ud over at arbejde med lov- og beslutningsforslag har udvalgene mulighed for at stille spørgsmål til ministrene. Spørgsmålene kan handle om konkrete sager eller om mere generelle emner inden for udvalgets sagsområde. Udvalgsspørgsmål stilles på hele udvalgets vegne, og derfor er spørgsmålene gennemgående også mere neutrale end de spørgsmål, medlemmerne stiller til ministrene på egen hånd.

Når ministeren kommer og besvarer spørgsmål mundtligt på et udvalgsmøde, kaldes det et samråd. Udvalget kan beslutte at holde ”åbne samråd”, hvilket oftest er tilfældet, så offentligheden har adgang til at overvære samrådet. Endelig kan udvalgene bede ministrene om at svare skriftligt på spørgsmål.