Du er her:Forsiden › Folketinget › Arbejde og opgaver
Folketingsmedlemmerne og regeringen er de eneste, der kan fremsætte lovforslag, dvs. komme med forslag til nye love og lovændringer. Folketingsmedlemmerne er de eneste, der kan vedtage dem. Det står i grundloven og kaldes den lovgivende magt.
Grundloven fastslår i § 41, at en lov skal behandles tre gange i Folketinget, inden den kan vedtages. Der skal være tid til eftertanke, så loven ikke er båret af en pludselig oppisket stemning. Grundigheden i lovgivningen sikres også ved det arbejde, der foregår i Folketingets udvalg. Udvalgsarbejdet ligger mellem 1. og 2. behandling i Folketingssalen.
En anden meget vigtig opgave for Folketinget er at kontrollere, hvordan regeringen fører lovene ud i livet. Det står i grundloven, at en minister skal gå af, hvis et flertal i Folketinget udtrykker mistillid til ham eller hende. Og hvis det er statsministeren, som Folketinget udtaler mistillid til, skal hele regeringen gå af, eller statsministeren skal udskrive folketingsvalg. For at bevare regeringsmagten må regeringen sørge for, at der ikke opstår et flertal i Folketinget imod den politik, den har valgt at føre.
Det er finansloven, der bestemmer, hvad staten skal bruge sine penge på i det kommende år; hvor meget der skal gå til skoler, forsvar, hospitaler osv. Ligesom de fleste andre lovforslag bliver forslaget til finansloven fremsat af regeringen. Finansloven er den mest omfattende af alle love. En ”almindelig” lov fylder typisk 20-30 sider. Finansloven fylder ca. 500 sider, og hertil kommer ca. 2.500 sider med bemærkninger. Finanslovforhandlingerne er et af højdepunkterne i folketingsåret. Loven bliver som regel vedtaget i Folketinget i december før juleferien.
En stor del af det politiske arbejde foregår på tværs af landegrænserne. Det mest kendte og forpligtende internationale samarbejde, Danmark deltager i, er EU-samarbejdet, hvor det er regeringen, som forhandler på vegne af Danmark. Folketinget kontrollerer løbende regeringens EU-politik. Det foregår især i Folketingets Europaudvalg og også i de øvrige udvalg. Folketinget indgår desuden i internationalt samarbejde med andre nationale parlamenter og med flere såkaldt interparlamentariske forsamlinger. Det kan f.eks. være NATO’s Parlamentariske Forsamling eller Nordisk Råd.
Senest opdateret: [05.03.2010]Sideansvarlig: Finn Tørngren Sørensen
Hent informationsark og studiehæfter om Folketingets arbejde og opgaver:
Folketingsarbejdet i detaljer: