Tal
- 1. Tal eller bogstaver
- 2. Altid bogstaver
- 3. Altid tal
- a. Numre på forslag, forespørgsler, spørgsmål m.m.
- b. Dagsordenspunkter
- c. Stemmetal
- d. Kapitler, artikler , paragraffer, stykker, numre og punktummer
- e. Antal mandater, medlemmer i udvalg, nævn, bestyrelser
- f. Årstal, datoer og klokkeslæt
- g. Sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år
- h. Tal foran forkortelser og måle- og møntenheder
- i. Punkter
- j. Numre på tabeller, figurer og bilag, sidetal, odds m.m.
- 4. Brøker
- 5. Decimaltal
- 6. Ordenstal
- 7. Sammensætninger med tal
1. Tal eller bogstaver
Hovedreglen er, at talord fra 0 til og med 10 skrives med bogstaver, mens talord fra 11 og opefter skrives med tal.
Eksempler:
Regeringen har allerede givet køb på fire helt afgørende punkter.
På den måde kan vi få de første tre til fem ansøgerlande med i EU.
Charteret er inddelt i 17 afsnit.
Men hvis der i en sætning eller et afsnit forekommer talord både under og over 10, skrives disse med tal, f.eks.
Amtsrådsforeningen har fået henvendelser fra 17 udbydere, 10 danske og 7 udenlandske.
Derudover gælder, at nogle talord uanset størrelse altid skrives med bogstaver, mens andre altid skrives med tal (se punkt 2 og 3).
2. Altid bogstaver
Talord i faste udtryk og tal i overført betydning skrives med bogstaver.
Eksempler:
Skattestoppet gælder fra dag et.
Det kræver, at man kan lægge to og to sammen.
Det giver jeg ikke fem flade øre for.
Jeg er hundrede procent uenig med ministeren.
I dette spørgsmål er oppositionen vendt hundrede og firs grader.
Det får vi så hundrede sytten forskellige forklaringer på.
Klokken er fem minutter i tolv for Saddam Hussein.
Forslagets chance for vedtagelse er lig nul.
I løbet af nul komma fem har mini- steren fundet pengene.
Om hundrede år er alting glemt.
Syv-ni-tretten!
De tolv disciple.
Tusind tak for tilslutningen.
Det holder ikke en meter.
3. Altid tal
Talord skrives med tal, når det drejer sig om:
3 a. Numre på forslag, forespørgsler, spørgsmål m.m.
L 37, B 9, V 35, F 11, R 9, UF 2, S 2345, US 13
3 b. Dagsordenspunkter
Som tidligere meddelt udgår punkt 5 af dagsordenen for mødet i dag.
Dagsordenens punkt 4 og 5 behandles sammen.
3 c. Stemmetal
Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 101 stemmer.
Ændringsforslag nr. 5-8 forkastedes, idet 9 stemte for, 91 imod.
3 d. Kapitler, artikler, paragraffer, stykker, numre og punktummer
Det står i kapitel 4.
I artikel 9 i menneskerettighedskonventionen står, at ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Det fremgår af § 7, stk. 2, nr. 3, 1. pkt.
3 e. Antal mandater, medlemmer i udvalg, nævn, bestyrelser m.m.
Den politiske repræsentation i bestyrelsen går ned fra 9 til 8 pladser, og ministeren har allerede sat sig på 3 pladser.
3 f. Årstal, datoer og klokkeslæt
1990'erne, 2002, 2003-04 (men: 1999-2000), 2004-2008 (flerårig periode)
årsskiftet 2007/08, den 17. maj, brev af 17. maj, ikrafttræden pr. 17. maj
kl. 16.15, kl. 0.25, kl. 15 (men: mødet udsat/genoptaget/hævet kl. 15.00)
3 g. Sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år
I TV-avisen får man kun 30 sekunder til at forklare sig i.
Efter ønske skal jeg fastsætte en taletid på op til 10 minutter for ordførerne i første omgang og 5 minutter i anden omgang.
Togpassagererne må vente 2 timer.
Om 3-4 dage er vi klar.
Der er godt 2 uger til det afgørende topmøde.
Tilbuddet gælder i 2 måneder.
Dog gælder det, at »en«, »et«, »en halv« og »halvanden« foran tidsenhederne sekund, minut, time, dag, uge, måned og år skrives med bogstaver, når der ikke lægges vægt på, at tidsangivelsen er præcis, f.eks.
I morges måtte jeg vente en time, inden bussen dukkede op.
Ifølge køreplanen er der 1 time mellem togene.
Der går nok en måned, inden stillingen bliver genbesat.
En nedsættelse af praktikperioden til 1 måned er langt mere passende.
Nu har regeringen siddet over halvandet år.
Tidligere kunne en arbejdsgiver pålægge medarbejdere kundeklausuler på op til 1½ år.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt der er tale om en præcis tidsangivelse, bruges bogstaver.
Indgår der andre talord i sætninger med »en« eller »et« foran en tidsenhed, skrives disse også med bogstaver, f.eks.
Det får vi formentlig at vide inden en måned eller to.
Det er ligegyldigt, om deadline for den rapport bliver forrykket en måned eller to eller tre.
3 h. Tal foran forkortelser og måle- og møntenheder
2 mio. kr., 3 mia. dollar, 2 kg, 5 km/t., 10 pct., 5 kr., 9 euro, 17 ha
Også når millioner og milliarder ikke forkortes (se afsnittet om forkortelser side 39 ff.), bruges tal, f.eks.
Der bor 5 millioner mennesker i Danmark.
Der blev udsendt 2 millioner vurderingsmeddelelser.
3 i. Punkter
Det er nu lykkedes ordføreren at sige to ting om landbrugsstøtten: punkt 1, at Venstre hidtil har stået i spidsen for at få afviklet landbrugsstøtten, og punkt 2, at Venstre ikke vil åbne spørgsmålet om landbrugsstøtten.
Det rejser to spørgsmål, som jeg synes integrationsministeren skal svare på. Punkt 1: Hvorfor har Venstre skiftet holdning i dette spørgsmål? Og punkt 2: Hvor er det Venstre eller regeringen fremover forventer at få sit parlamentariske flertal?
Dette lovforslag er et sammensurium af flere forskellige elementer, og derfor har jeg inddelt min ordførertale i tre hovedpunkter: 1) nedlæggelse af Byggeriets Udviklingsråd, 2) ophævelse af tilskudsordningen til forsøgsbyggeri og 3) bortfald af statens udgifter til beboerrådgiverne.
Som punkt 1 siger vi derfor: bedre vejledning. Som punkt 2 siger vi, at virksomhederne skal blive bedre til at tiltrække arbejdskraften. Og som punkt 3 siger vi, at vi er nødt til at hjælpe de virksomheder, som gerne vil være med.
Der kan sættes komma, kolon eller slutparentes efter punktets nummer, men aldrig både punkt, nummer og slutparentes, skriv f.eks. ikke punkt 2).
3 j. Numre på tabeller, figurer og bilag, sidetal, odds, sportsresultater m.m.
Det fremgår af tabel 2 på side 10.
Jeg satte 25 mod 1 på, at togene ikke kom til at køre til tiden.
Sverige vandt 4-2 over Danmark.
Nb.: Tal med fire cifre eller derover skrives med punktum, f.eks.
3.478, 110.000, 2.325.750
Det gælder ikke årstal og sidetal.
Nb.: 200-300, 20.000-30.000
4. Brøker
Brøker skrives normalt med bogstaver, f.eks.
Rådet kan med to tredjedele af stemmerne vedtage forslaget.
Snart forsvinder en tredjedel af medarbejderne.
Beløbet nedtrappes med en tiendedel af statstilskuddets størrelse.
Det svarer til en økonomi på mellem en halv og en hel milliard.
Er Socialdemokratiet kommet så langt væk fra regeringsmagten på under et halvt år?
Ved tids- og præcise mængdeangivelser, som det ofte er tilfældet i lovtekster, skrives brøker med tal, f.eks.
Mødet begyndte kl. 10 og sluttede kl. 19.30 og varede altså 9½ time.
Institutionspladsen skal tilbydes, efter at barnet er fyldt ½ år.
Togrejsen fra Holstebro over Struer til Aalborg varer 4½ time.
Bemærkningerne til forslaget fylder 35 3/4 side.
En almindelig ølflaske indeholder 33 1/3 cl.
Produktiviteten skal øges med ¼ pct. om året.
Efter brøker bruges altid ental, f.eks.
½ grad, 1½ sekund, 2½ måned, 3½ time, 4½ side
Nb.: ½-tegnet findes på tastaturet. ¼-tegnet konstrueres i WPS+ ved hjælp af Alt-tasten og 0188 på det numeriske tastatur. Andre brøker må konstrueres ved hjælp af skråstreg, f.eks. 1/3, 2/3, 3/4.
5. Decimaltal
Decimaltal bruges, når der er tale om beløb, f.eks.
Benzinen er steget med 2,50 kr. literen.
Hvis man tjener 0,5 mio. kr. om året, vil man få over 100.000 kr. ud af den omlægning.
Vi vil bevilge 1,5 mia. kr. til de svage i samfundet.
Desuden gælder det andre tal i størrelsesordenen millioner og milliarder, f.eks.
Der bor snart 1,5 milliarder mennesker i Kina.
I Danmark er der i alt 2,5 millioner boliger
Efter decimaltal bruges flertal, f.eks.
0,11 grader, 0,23 sekunder, 2,3 millioner
Dog bruges ental, når decimalen er 1, f.eks.
0,1 sekund, 5,01 grad
6. Ordenstal
Ordenstal følger hovedreglen om, at talord til og med ti skrives med bogstaver, f.eks.
første halvår, andet kvartal, hvert femte år, den tredje verden, anden samling (men: folketingsåret 2001-02 (2. samling))
Ved det fyldte 65. år bevilges folkepension.
Det skal oplyses inden udløbet af 12. svangerskabsuge.
Dog 0. klasse, 1. klasse, 2. klasse, 1. g, 2. g, 3. g, 1. fremmedsprog (fag), 6. momsdirektiv
I kongerækken bruges romertal, f.eks. Margrethe II, Karl XII
7. Sammensætninger med tal
Sammensætninger med tal følger hovedreglen om, at talord til og med ti skrives med bogstaver, f.eks.
nulvækstsamfund, førsteklasses vin, totaktsmotor, tre-d-film, tredjeinstansbevilling, treværelseslejlighed, firesporet, sekskantet, tipunktsplan, 17-mands-udvalg
Dog skrives talord i sammensætninger med procent, mønt- og måleenheder, sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år med tal, f.eks.
2-dages-seminar, 3-ugers-frist, 3-procents-regel, 5-års-periode, 5-kroners- frimærke, 7-årig, 40-års-jubilæum
Se i øvrigt afsnittet om bindestreger.
Senest opdateret:
[13.09.2010]
Sideansvarlig:
Ulla Møller