Forord
Offentlige institutioner har pligt til at følge Retskrivningsordbogens anvisninger. Men Retskrivningsordbogen giver på mange områder valgfrihed imellem to eller flere ligeværdige former. Det drejer sig om stavning, biords-t, bindestreg, komma og meget andet. Det kan volde problemer i en afdeling som Folketingstidende med mange medarbejdere, som producerer og læser korrektur på mere end 15.000 sider om året.
Siden 1995, da Folketingets første egentlige retskrivningsvejledning udkom, har Folketingstidendes medarbejdere fulgt dens anvisninger. Efter udgivelsen af tredje udgave af Retskrivningsordbogen i 2001 er den på nogle punkter blevet forældet.
Derfor er denne retskrivningsvejledning udarbejdet. Den henvender sig især til tekstbehandlere og referenter ved Folketingstidende, men kan også anvendes i forbindelse med lovtekster m.v., idet der i enkelte tilfælde kan være afvigelser. Udarbejdelsen er sket i et samarbejde mellem redaktionssekretær Finn Holle, referent Tove Jordal, referent John Platou- Lange og skriveleder Helle Køhler Ward.
Målet har været en ajourføring og viderebearbejdning af retskrivningsvejledningen fra 1995. Form og layout er ændret, og der er tilstræbt relativt enkelt formulerede regler suppleret med mange eksempler. Regler og eksempler er her hinandens forudsætning, og næsten alle eksempler er anført i stikordsregisteret. Detaljeringsgraden og omfanget er blevet større, men vejledningen er alligevel ikke udtømmende. Her henvises til Retskrivningsordbogen. I øvrigt henvises til Folketingstidendes fortegnelse over specielle ord og navne m.m., der kan findes på intranettet.
Vejledningen vil blive revideret med mellemrum.
Folketingstidende
Oktober 2004
Senest opdateret:
[13.09.2010]
Sideansvarlig:
Ulla Møller