Valgresultatet

Det danske valgsystem
Pladserne i Folketinget fordeles efter en metode, der kaldes for forholdstalsmetoden. Det er en ret indviklet metode. Til gengæld er det også en meget retfærdig måde at fordele stemmerne på.

Metoden garanterer, at partierne får pladser i Folketinget i forhold til hvor mange stemmer de har fået i hele landet. Får et parti f.eks. 10 pct. af stemmerne i landet, så skal det også have 10 pct. af mandaterne – eller pladserne – i Folketinget.

Fordeling af pladser i Folketinget
Danmark er inddelt i 10 store valgkredse (storkredse), der igen er inddelt i mindre opstillingskredse. Hver storkreds har et antal kredsmandater.

Kredsmandaterne fordeles mellem partierne, efter hvor mange stemmer de har fået i de enkelte kredse. Ved tildeling af kredsmandater bliver alle egne af landet repræsenteret i Folketinget. På den måde er det ikke kun storbyerne, der bliver repræsenteret, fordi de jo har flest vælgere.

Når kredsmandaterne er fordelt, bliver tillægsmandaterne fordelt. Tillægsmandaterne fordeles, så hvert parti får det antal mandater, der svarer til det samlede antal stemmer, partiet har fået på landsplan.

Spærregrænse
Partier, der får meget få stemmer, kan ikke komme i Folketinget. Der er nemlig en nedre grænse (spærregrænse) for antallet af stemmer, som et parti skal have for at komme i Folketinget. Et parti skal have mindst 2 pct. af stemmerne i landet for at blive valgt ind i Folketinget, eller partiet skal have vundet et kredsmandat. Ved folketingsvalget i 2007 nåede partiet Kristendemokraterne ikke over spærregrænsen og kom derfor ikke i Folketinget.