Du er her: Forsiden › Demokrati › Folketinget › Rollerne i Folketinget
Folketingets formand vælges af Folketinget, når Folketinget åbner i oktober og efter et valg. Som oftest er der dog kun én kandidat til posten, og valget sker da uden afstemning. Formanden udgør sammen med fire næstformænd dét, der kaldes Folketingets Præsidium, den øverste ledelse af Folketinget. Præsidiet har bl.a. til opgave at planlægge og lede møderne i Folketingssalen.
Folketinget har 25 stående (dvs. faste) udvalg, der arbejder med hver deres politikområde. Der er i reglen 17 medlemmer og 11 stedfortrædere i et udvalg. Jo større et parti er, desto flere medlemmer og stedfortrædere har partiet i et udvalg. Hvert udvalg har en formand og en næstformand. Deres opgave er at planlægge udvalgsmøderne og at være ordstyrer på møderne.
Et partis politiske ordfører, er den talsmand, der tegner de store linjer i partiet.
Også internt i folketingsgrupperne er en række opgaver fordelt mellem medlemmerne. Ordførerne bliver tildelt et eller flere fagområder, og det er dem, der deltager i udvalgsarbejdet og taler på folketingsgruppens vegne i Folketingssalen, når sager, der drejer sig om deres område, bliver behandlet. Når Folketinget diskuterer miljø, er det derfor partiernes miljøordførere, som er til stede i Folketingssalen og deltager i debatten. Det er ofte også ordførerne, der udtaler sig om området i pressen.
Gruppeformanden leder gruppemøderne, og når gruppen har diskuteret en sag, er det gruppeformanden, der tager ordet til sidst og konkluderer f.eks., hvad partiets holdning er, og hvad partigruppen skal stemme til et lovforslag eller et ændringsforslag.
Senest opdateret: [23.11.2011]Sideansvarlig: Nanna Holm