Parlamentarisme

Der var stor forskel på valgreglerne til de to kamre, og derfor var der også forskel på sammensætningen af medlemmer. Landstinget var konservativt og præget af godsejere, mens Folketinget repræsenterede en bredere del af befolkningen. Der var ingen regler for, hvilken vægt de to forsamlinger skulle have hver især, når der skulle dannes regering. Kongen havde større magt dengang, og han holdt med godsejerne, som derfor i en lang periode sad på magten.

Siden 1901 har folket alene afgjort, hvem der skal danne regering.

Systemskiftet i 1901

Først i 1901 accepterede kongen, at det kun skulle være folkets flertal, der skulle afgøre, hvilken regering der skulle dannes. Dette princip kaldes det parlamentariske princip. Det vil sige, at det blev de personer, som befolkningen havde valgt, der bestemte, hvem der skulle danne regering.

Parlamentarismen ind i grundloven i 1953

Princippet blev dog ikke indskrevet i selve grundloven. Det skete først i 1953, da Danmark fik sin nuværende grundlov. Samtidig blev Landstinget afskaffet, og Folketinget blev navnet på det danske etkammerparlament.

Sådan lyder princippet i grundloven

I grundlovens § 15 fastslås det parlamentariske princip således:

Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Stk. 2. Udtaler Folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.