EU's historie

EU’s historie går tilbage til tiden efter anden verdenskrig (1939-1945). Seks lande besluttede i 1951 at lade en fælles organisation kontrollere deres produktion af to vigtige råstoffer for krigsindustrien – nemlig kul og stål. På den måde ville landene forhindre fremtidig militær oprustning. Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – som det nye samarbejde blev døbt – skulle ikke blot overvåge, hvor meget kul og stål de enkelte lande i fællesskabet producerede. Fællesskabet skulle også oprette et marked, hvor de to råstoffer kunne handles frit.

Målet var fred og fordragelighed, og midlet var et samarbejde, der skulle binde de nationale økonomier sammen – de gamle arvefjender skulle have fælles interesser, så det ikke kunne betale sig at bekrige hinanden.

De vigtigste milepæle i EU’s historie er følger her:

1950
På initiativ fra den franske udenrigsminister Robert Schuman enes Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Luxembourg og Italien om, at de sammen skal bestemme, hvor meget kul og stål landene hver især må producere. Aftalen skal sikre fred i Europa ved at binde landenes økonomier sammen, så de bliver afhængige af hinanden.

1952
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab får ansvaret for at tilpasse produktionen af kul og stål i Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Luxembourg og Italien.

1957
De seks lande underskriver Romtraktaten, der betyder, at forhindringer for fri handel, f.eks. toldgrænser mellem landene, skal fjernes. I de følgende år oplever medlemslandene økonomisk vækst, og det bliver mere og mere attraktivt at være med i ”De Europæiske Fællesskaber” (EF).

1973
Danmark, Storbritannien og Irland bliver medlemmer af EF.

1981
Grækenland bliver medlem EF.

1986
Spanien og Portugal bliver medlemmer af EF. Medlemslandene vedtager en ny traktat og begynder arbejdet med en stor samlet pakke med en ny europæisk lovgivning til at styrke det indre marked. Målet er at fjerne forhindringer for fri handel mellem grænserne. Den fri handel skal skabe vækst i Europa.

1993
Den næste store udvidelse af samarbejdet finder sted. Med Maastrichttraktaten skifter EF navn til Den Europæiske Union. Det økonomiske samarbejde bliver udvidet med en politisk union, der blandt andet inkluderer en fælles mønt, euroen, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt rets- og udlændingepolitik. Danmark stemmer i første omgang nej til Maastrichttraktaten, men godkender senere traktaten – dog med forbehold, så Danmark står udenfor de fire områder: retlige og indre anliggender, forsvar, euroen og unionsborgerskab.

1995
Sverige, Østrig og Finland bliver medlem af EU

2004
Flere øst- og centraleuropæiske lande ønsker også at være med i det europæiske samarbejde. Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Cypern, Malta og Slovenien bliver medlemmer af EU i 2004. Medlemslandene enes om et nyt traktatgrundlag: Forfatningstraktaten, som bl.a. skal sikre, at EU fortsat kan arbejde effektivt selvom, at antallet af medlemslande er fordoblet på 10 år.

2005
Vælgerne i både Frankrig og Holland stemmer nej til Forfatningstraktaten, og den kan ikke træde i kraft.

2007
Rumænien og Bulgarien tilslutter sig EU. Medlemslandene enes om en ny traktat, Lissabontraktaten, som bl.a. skal sikre, at EU fortsat kan arbejde effektivt.

2008
Vælgerne i Irland stemmer nej til Lissabontraktaten.