De første møder i Folketinget efter valget

01.07.2015

Folketingets første møde - efter folketingsvalget torsdag den 18. juni - finder sted torsdag den 2. juli kl. 12.

Folketingssalen set gennem glasdør 

Mødet indledes med, at der under ledelse af aldersformanden, Bertel Haarder (V), vælges en midlertidig formand. Aldersformanden er det medlem, der har været medlem af Folketinget i længst tid. 

Endvidere vælges et foreløbigt udvalg på 21 medlemmer til prøvelse af valgene, der har til opgave at gennemgå bl.a. valghandlingen og valgklager og afgive en indstilling til det samlede Folketing om godkendelse af valgene.

Efter det første møde går Udvalget til Prøvelse af Valgene i gang med at gennemgå det materiale, der er sendt fra Social- og Indenrigsministeriet. Udvalgsarbejdet afsluttes med, at udvalget afgiver en betænkning og indstilling om godkendelse af valgene.

Folketingets andet møde bliver afholdt fredag den 3. juli kl. 11. Her vil Folketinget som første punkt stemme om indstillingen fra Udvalget til Prøvelse af Valgene. 

Når Tinget har stemt om/godkendt indstillingen, vil den midlertidige formand udsætte mødet, så nye medlemmer kan underskrive en forsikring om at ville holde grundloven. Når dette er sket, genoptages mødet i Salen, hvor Tinget vælger formand, næstformænd og tingsekretærer.

Senest opdateret: [18.11.2022]